juletraditioner

Juletraditioner

Småkagebagning, køb af julegaver og klippe-klister. Hvad kan dit barn egentlig overkomme af nye oplevelser i december måned? Både hjemme, hos bedsteforældrene og i institutionerne bliver de små præsenteret for aktiviteter, der har med jul at gøre. Men hvad er egentlig passende for dit barn?

Der er et væld af hyggelige aktiviteter at tage fat på i december måned. Alt lige fra småkagebagning til juletræsfældning og kreative hyggestunder. Men kan dit barn kapere det hele – og er der nogle ting, som er mere velegnede end andre, dit barns alders taget i betragtning?

Julemand, nissefar og en gammel mand med langt skæg. Det er sådan set ligegyldigt, hvad vi kalder ham, for dit ét-årige barn kan ikke kende forskel alligevel. Det har med andre ord ingen begreb om, hvad juletiden indebærer. Derfor er det godt at minde sig selv om, at de traditioner, som du så gerne vil indføre i familien med dit ét-årige barn, lige nu mest er for din egen skyld. Med årene vil dit barn genkende traditionerne og forhåbentlig holde af dem – men i starten ligger glæden mindst lige så meget hos forældrene.

Sæt gang i traditionerne – men vær realistisk

Selv om det endnu ikke er gået helt op for den lille, hvad jul er for noget, og hvilke aktiviteter december gemmer på, så betyder det ikke, at du skal droppe traditionerne i hjemmet. For synes forældrene, at det er hyggeligt med kreative stunder, småkagebagning og juletræsfældning, så smitter den gode stemning stensikkert også af på barnet, og I vil få rigtig hyggelige stunder sammen.

Vigtigt er det dog at huske at tage aktiviteterne som de kommer. Gør det klart for dig selv, at det ikke handler om at være hurtig, eller at opnå et vis æstetisk niveau, når du er kreativ og julehygger med den lille. Prioriter i stedet at involvere den lille i aktiviteterne, så meget det lader sig gøre, og nyd den hyggelige tid sammen i stedet for at fokusere på resultatet. Du kan også med fordel vælge juletraditioner, som er stille og rolige, og som virkelig handler om nærvær med dit barn. Det kunne for eksempelvis være at synge julesange sammen, kigge i julebøger eller fortælle julehistorier. På den måde sænker roen sig i hjemmet, og dit barn vil sikkert nyde mors og fars nærværende selskab.

Prioriter i december

For manges vedkommende strømmer det ind med invitationer i december måned. Både fra de lokale foreninger, familien, vennerne og daginstitutionerne. Overvej hvilke invitationer du skal takke ja til, og hvilke du og din familie skal springe over. De færreste kan nå det hele, og hvis de forsøger, ender det ofte med stress og jag. Prioriter de aktiviteter, som du synes, din barn kan have glæde af. Og sørg derefter for at tage en slapper oven på den store, spændende julefest.

Giv dit barn mulighed for at falde ned i gear og også have rolige, enkle dage i december. Mind dig selv om, at julemarkedet og æbleskiver med vennerne i højere grad kan være dit eget behov, end det er dit barns. Det kan derfor være en god idé at vælge en håndfuld arrangementer ud i december måned, som du vil prioritere at deltage i – og vælg så at takke nej til resten.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *